Nordisk design med værdier
Anne-Louise Sommer
Humbolt spisebord
Tooth gulvlampe
Mangler du en lampe eller en skammel? Tooth lampen kan begge dele på én gang!
Lammeskind
Sofabord
Coil sofabordet i organisk design er fremstillet i eksklusiv bambusfinér med hvidlakeret stel. Fås i rundt eller dråbeformet.
NORDISK DESIGN
Nordisk design fylder godt i både møbelbutikker, på messer og i de internationale møbelmagasiner. Lyst træ, organiske former og blide farver dominerer billedet, og selvom der er masser af innovative tiltag, er der også noget velkendt ved de nye møbler. Vi har bedt Rektor ved Danmarks Designskole, Anne-Louise Sommer fortælle om det legendariske nordiske møbeldesign, og hvorfor vi igen er vilde med det.
Design som fremtidssymbol
Lad os begynde med lidt historie: Det var slet ikke hensigten, at det vi i dag kender som møbelklassikere, skulle blive til dyre designermøbler – tværtimod. ”De danske design-ikoner som Arne Jacobsen, Hans Wegner og Børge Mogensen ville skabe et bud på ”folke-møbler” med udgangspunkt i brugeren – det var en helt ny tankegang, der blev unik for nordisk møbeldesign,” fortæller Anne-Louise Sommer, der også er forfatter til en række bøger om skandinavisk møbelarkitektur. ”Disse møbler var derfor enkle i deres formsprog, og de skulle desuden være ergonomiske og lette at rengøre for husmoderen.”
Men det gik som bekendt lidt anderledes. Møblerne faldt ikke umiddelbart i målgruppens smag, og de blev også lidt for dyre til mellemklassen. Det blev i stedet den veluddannede og velstillede elite, der tog møblerne til sig. ”Ikke mindst fordi man gjorde et grundigt PR-arbejde, (F.eks. kunne man i 1960 se en TV-duel mellem præsidentkandidaterne John F. Kennedy og Richard Nixon, der sad i hver sin Wegner-stol. Red.) Det var med til at gøre det enkle design fra de demokratiske nordiske lande til symbol på humanisme og fremskridt,” fortæller Anne-Louise Sommer. ”Unge nordiske designere bærer derfor en tung arv – ikke mindst fordi retro-trenden gør, at folk søger det genkendelige i nye konstellationer.”
Kroppen som design-ideal
”Den menneskelige krop blev idealet for det nordiske design – de organiske former og naturmaterialerne,” forklarer Anne-Louise Sommer. ”Et godt eksempel er spise- og sofaborde i lyst træ med bløde, runde kurver, som jo stadig er meget populære. Til sammenligning var maskinen forbillede for klassisk centraleuropæisk design bl.a. i form af møbler i stål,” fortæller hun og fortsætter. ”Man ser også de gode materialer, det forenklede formsprog og linjer, der ligner og tilpasser sig menneskekroppen i nyt nordisk design. Men som et nyt element er bæredygtighed blevet helt centralt.
Derfor ser vi masser af nye møbler i bæredygtige materialer og genbrugsmaterialer,” siger Anne-Louise Sommer, og fremhæver bordet ’Humbolt’ i IDEmøblers sortiment. Det er fremstillet af gamle kinesiske døre og er et fint eksempel på et bæredygtigt produkt med en god historie. Herudover er der talrige eksempler på møbler og boligtilbehør i bambus, som er en af de allerstærkeste trends i ”grøn” boligindretning.
Det nye nordiske
Omvendt har teknologien også sat sit aftryk på det seneste design:
”De mange nye materialer som f.eks. avanceret komposit, skaber muligheden for at frembringe møbler i et nyt og kraftfuldt formsprog – eksempelvis skulpturelle stole i helt nye former,” fortæller Anne-Louise Sommer. ”Men belysning er måske det område, hvor man ser de allerstørste designmæssige forandringer
Ny teknologi som f.eks. LED gør det muligt at integrere lys i møblerne, så grænserne mellem møbler og lamper udviskes. Det giver jo en helt ny og spændende måde at tænke indretning på, og det tror jeg, vi vil se meget mere af fremover,
Bambus
Bambus vokser ganske vist ikke på vores breddegrader. Men det lyse materiale med den klare bæredygtige profil passer perfekt ind i den nordiske stil og tankegang.


